Af Alma Nordenbæk
Det er så jävla svært at lave en god gyserfilm. Den dybe skræktallerken er svær at genopfinde og svunden er tiden, hvor en klam makeup og lidt skrig à la Eksorcisten (1973) frøs blodet til is. I Den anden side forsøger instruktørparret Tord Danielsson og Oskar Mellande at smide nyt brænde på bålet med en svensk genfortolkning af den klassiske gyserhistorie.
Shirin (Dilan Gwyn) flytter i et tofamiliehus med sin nye kæreste Frederik (Linus Wahlgren) og hans 5-årige søn Lukas (Eddie Eriksson Dominguez). Men Frederiks arbejde kræver, at han ofte er væk i flere dage. Så det meste af tiden er det bare Shirin og Lukas. Og for en stund hersker freden og idyllen. Indtil Lukas en dag fortæller alle i børnehaven om sin nye ven, der bor i nabohuset. Altså det nabohus, som har stået tomt i flere år.
Herfra begynder tingene for alvor at gå ned ad bakke. Shirin hører bankelyde fra skillevæggen mellem de to huse. Uhyggelige spøgelsesbørn dukker op på overvågningskameraer, men forsvinder igen, så snart hun vender sig om. Og en nat kommer et monster ned fra loftet og forsøger at bortføre Lukas.
“Baseret på virkelige hændelser”, får vi at vide i filmens titelsekvens. Det er god gyserkutyme at tro på den slags hvide løgne. Måske det endda er sandt. Filmen synes i hvert fald er være baseret på en slags virkelige hændelser: nemlig andre gyserfilm.
Børnehjemmet (2007), Nattens dæmoner (2013), Sinister (2012) og selvfølgelig Ondskabens hotel (1980) er bare et udvalg af nogle af de gysere, der indeholder børn med skumle, usynlige venner. Man kunne lave en endnu længere liste over gysere med hjemsøgte huse. Og en tredje over gysere (og thrillers og dramaer) med mødre, der må gå gennem ild og vand for at redde deres børn.
Den anden side tager for sig af genrens klicheer. Den fornyer ikke eller udfordrer. Men den tager formlerne og skraber noget af Hollywood bort. Tilbage står en simpel historie uden for mange billige chokeffekter, storladne replikker eller udbygninger på universet. Vi forlader stort set ikke husets matrikel og møder sjældent karakterer, der ikke er Shirin eller Lukas.
Det er et intimt lille mikrokosmos, som lader den egentlige historie udfolde sig: den om en ny mor og en stedsøn, der skal finde hinanden på trods af indre, ydre og endda overnaturlig indblanding. Gwyn og unge Dominguez gør et rigtig fint arbejde med at puste liv i denne fortælling. Desværre er det ikke nok til at bringe historien i havn.
Med smæk på de grå farvetoner og et forudsigeligt plot forbliver Den anden side en noget trist affære.
Kommentarer